Af kiropraktor Mette Højberg, specialist i behandling af børn og spædbørn
Fald eller andre uheld
I denne aldersgruppe ser jeg ofte børn, der er faldet og derefter er begyndt at klage over smerter.
Det behøver ikke være smerter i ryg eller nakke, selvom jeg selvfølgelig oftest ser dette – nogle gange viser problemet sig ved, at barnet ikke vil støtte på det ene ben noget af tiden, det går med den ene fod drejet ud ” a la Charlie Chaplin”, det vil pludselig ikke trille eller har svært ved at holde balancen, når det cykler.
Hvis man har udelukket, at problemet skyldes et brud, en forstuvning af et led, eller blå mærker efter et slag på musklen, og symptomerne fortsætter ud over et par dage, vil jeg anbefale, at barnet bliver undersøgt.
Rigtig ofte opdager jeg ved undersøgelse af barnet, at det har forstrakt eller på anden måde irriteret et led og/eller muskler og ledbånd i enten bækken eller ryg.
Behandlingen af børn ved fald eller andre uheld/skader er meget blid og rolig, og indebærer ikke ”knæk”. Børn er meget nemme patienter på den måde, at de reagerer meget hurtigt på behandlingen, så derfor vil 1-2 gange ofte være nok.