Lænd

Du er her: Forside \ Symptomer \ Lænd
Lændesmerter
Der er mange forskellige årsager til smerter i lænden.

Lændesmerter kaldes ofte hold i ryggen, hekseskud, lumbago eller facetlåsning. Ondt i lænden rammer størstedelen af befolkningen på et tidspunkt og er den hyppigste årsag til, at man opsøger en kiropraktor.

Mange forskellige årsager til smerter i lænden

Begrebet lændesmerter dækker over en bred vifte af tilstande, lige fra kortvarige episoder, der fortager sig af sig selv i løbet af få dage, over kraftige led- og muskelirritationer med behandlingskrævende perioder, til kroniske invaliderende lændesmerter.

Nogle gange opstår lændesmerter ved en pludselig bevægelse eller et løft. Her mærkes oftest et pludseligt jag, eller en knækkende fornemmelse i ryggen, hvorefter man oplever smerte og stivhed over lænd og/eller balder. Der kan være nogen udstråling til benene.

Andre gange opleves en gradvis fornemmelse af ømhed og stivhed over lænden, ofte igennem flere måneder. Der er tiltagende fornemmelse af smerter og træthed i ryggen, ofte med perioder af udstråling op og ned langs ryggen.

Mekanismen bag begge typer rygsmerter er den samme: En pludselig eller gradvis overbelastning af rygradens små led og ledkapsler forårsager lokale smerter i området. Herefter spænder musklerne i området op og forkortes, da disse populært sagt er rygradens beskyttelse/panser. I løbet af relativ kort tid kan der opstå en ond cirkel af irriterede led, der giver stramme, ømme muskler, hvilket medfører nedsat bevægelighed, der giver smertende, irriterede led og så videre.

Rygsmerter – muskler, nerver og led

Rygsmerter opstår som regel fra 3 forskellige strukturer: muskler, nerver og led.
Muskler er årsag til langt færre rygsmerter, end man ofte tror. Der vil, som en reaktion på irritation eller forstrækning af led eller nerver, næsten altid være muskelstivhed, ømhed og smerte – men musklerne selv er sjældent årsag til, at smerterne opstår. De er så at sige en ”følgeskade”. Ofte er der i stramme, opspændte muskler flere ømme punkter – det vi kender som myoser. Disse knuder kaldes trigger-punkter og kan ved berøring give smerter. Det er væsentligt ved behandling af rygsmerter at også musklerne bliver behandlet, så de ikke fortsætter med at stramme op og nedsætte leddenes bevægelighed.

Mange mennesker, der får pludselige rygsmerter med bensmerter, frygter at de har fået en diskusprolaps.

Læs mere om diskusprolaps

Læs om behandling ved kiropraktor

Har du spørgsmål vedrørende lændesmerter?

Kontakt klinikken via vores formular, mail eller telefon.