Af kiropraktor Mette Højberg, børnekiropraktor
Hvad er Kolik?
Mange tror, at et barn eller en baby, der har kolik, har fået en diagnose på, ”hvad det fejler”, men faktisk er det ikke sådan. Betegnelsen kolik dækker over uforklarlige grådanfald hos normale, raske børn, varende mere end 3 timer, mindst 3 gange om ugen, i mindst 3 uger. Det er desværre også en skrøne, at alle kolikbabyer får det godt ved 3-måneders alderen, idet undersøgelser viser at dette kun er tilfældet ved ca 50% af alle børn.
Ordet kolik siger altså intet om årsagen til gråden og utilpasheden. Det er derfor vigtigt at undersøge barnet grundigt, for at finde årsagen til problemet.
Baseret på nye undersøgelser forventes det, at det kun er ca 2% af kolikbørn, der har komælksallergi. Nogle få procent vil have reflux som årsag, andre irritation af mave/tarm pga. penicillinbrug. I ca 6-10% af tilfældene vil øresmerter være årsag til problemet.
Mange forældre har, når de kommer til mig, været ved deres praktiserende læge, som ikke har kunnet sætte en finger på, hvad der er galt, og barnet har så fået ”kolik”-diagnosen.